Det skal du vide om
Horsens Boldklub
Horsens Boldklub er stedet hvor fodbold, motion, socialt samvær og et godt kammeratskab forenes – det SKAL opleves.
Hvad enten du arbejder fra 8-16, på skiftehold, er studerende eller ledig, så tilbyder HB en seniorklub, der sætter fokus på trivsel og velvære, før points og topplaceringer – men trives spillerne, så kommer resultaterne.
Træningen foregår på Vestergade hver tirsdag og torsdag fra 19.00-20.30.
Hjemmekampe spilles ligeledes på Vestergade, på ‘Vestergade Stadion’!
Der er parkeringsplads lige ved klubhuset, og trænings- og kampbaner ligger kun et “indkast” derfra.
Horsens Boldklubs
Historie
Horsens Boldklub blev stiftet i 1944 ved en sammenlægning af Arbejdernes Fodbold og Boldklubben FREM. De stiftende medlemmer var dengang: Vilfred Sørensen, der var formand for Arbejdernes Boldklub, Edvin Nielsen, Jørgen Johansen, Frida Christensen, Edvin Hansen, Carlo Bækskov Thomasen og Ivar Uhrskov, der var formand for Boldklubben FREM. Som formand for den nystiftede Horsens Boldklub valgtes Vilfred Sørensen. Han blev i 1975 udnævnt til klubbens første æresmedlem og siden er samme hæder tildelt Peter Uhrskov, Svend Arp, Arne Rasmussen, Fredy Salling, Jan Johansen, Leo Rasmussen og Jens Peter Dideriksen
Horsens Boldklub bestod i mange år af en fodbold- og en håndboldklub.
I 1989 blev B1940 og HB’s håndboldafdelinger slået sammen og derved opstod Vestbyens Håndboldklub. I 1991 optog HB damefodbold og det skete efter en sammenlægning med Horsens Dame Fodbold Club, der dengang spillede i serie 2. Damerne nåede helt op i jyllandsserien og successen bragte HB ind i et samarbejde med FC Horsens. I 1999 valgte HB dog at trække damefodbold tilbage i eget regi, så både damerne og herrerne spiller i HB’s blåhvide dragter på Vestergade stadion.
HB har stolte fodboldtraditioner og prægede midt i 70’erne toppen af den lokale seriefodbold. Med afsæt i et jysk mesterskab og oprykning fra serie 4 i 1972, så lykkedes det i 1976 at spille sig i serie 1. HB måtte derefter lide den tort at rykke ud nogle gange, så klubbens bedste hold optrådte i en årrække i serie 3 og og 4.
2001 blev et vendepunkt. HB sikrede sig oprykning til serie 3 og det hele startede godt og holdet var godt med i serie 3, det gik dog ned af igen og rykkede derfor ned i serie 4.
I 2008/2009 og 2016 Sæsonen rykkede HB op i serie 3 – I 2019 lykkedes det at komme helt op i Serie 2, men det blev til en hurtig tilbagevenden og nu er klubben solidt placeret i Serie 4.