Horsens Boldklub · Vestergade 92 · 8700 Horsens · Tlf. 20 57 03 69

1. Hold Herrer

Træningskamp: Juelsminde IF 2-8 Horsens B

februar 25, 2016

Spillested: Hellebjerg Kunstbane

Juelsminde IF 2 - 8 Horsens B

Med kort varsel fik vi arrangeret en træningskamp mod Juelsminde. Vi mødte Juelsminde blot 4 dage forinden hvor vi var godt udfordret fysisk og blev matchet hårdt i defensiven.

Vi fortsætter hvor vi slap sidste år, med mange rokeringer fra kamp til kamp. I forhold til weekenden var der skiftet på 5 pladser. I de indledende træningskampe er det positivt at se alle der byder sig til. Men om 14 dage skal holdet være på plads og de nemme afbud skal pakkes væk. Ingen nævnt – ingen glemt. Vi udvikler vores spil hele tiden og vi har fået flere strenge at spille på siden første kamp i 2015. Vores individualister har fundet hinanden, vores defensiv er organiseret og har aftalerne om at støde op og falde ned på plads, de offensive løbemønstre begynder at være ”naturlige” og en sjældent set skarphed er ved at indfinde sig.

Vi er 2 minutter inde i kampen og én af aftalerne omkring standard fremskaffer et straffespark. Et indkast bringer Kasper Jensen i en mand/mand situation hvor han nedlægges. Cadeau til Jeppe for indkast, Kristian og Alexander for placering og Nicki for at styrer ”standarden”. Kristian Gadeberg omsætter sikkert til 1-0. Efter 6 minutter kommer vi på 2-0 ved Alexander Falk. Et hurtigt overblik fra Nicki og en bold over forsvaret sender Alexander Falk alene igennem med målmanden. Fra en spids vinkel sætter han den ind. Efter 8 minutter ser vi resultatet af tirsdagens træning. Kasper Jensen udfordrer på kanten, kommer til baglinjen, spiller skråt bagud og Nicki sætter den elegant over målmanden i det lange hjørne til 3-0. Juelsminde kommer på 3-1 i en situation hvor vi bør være opmærksomme på. Vores bagrum/høje forsvarslinje bliver udstillet. Vi kommer på 4-1 ved Jacob Boisen. Fra 35 meter sender han en halvflugter i det lange hjørne. Målmanden får fingerspidserne på, men har ikke en chance for denne kanon. Det bliver 5-1 på et soloraid/selvmål af Jacob Boisen. På fart og overblik sættes Juelsminde forsvaret. En afslutning bliver rettet af og går i mål. 6-1 bliver det ved Alexander Falk. Jacob Boisen assisterer.

I første halvleg har vi højt tempo, en god boldomgang og masser af investerende løb.

Efter pausen stopper vi med at spille og det ligner mest af alt en sommerkamp, hvor hver enkelt spiller deres eget spil. Ærgerligt oven på en god første halvleg. Alt hvad vi gjorde i første halvleg så vi ikke. Juelsminde kommer på 6-2. Juelsminde bliver retvendt højt på vores bane og får med en god stikning sat os på hælene. Det bliver 7-2 ved Kristian med venstre foden. En retur bold bliver uden tøven banket i det fjerneste hjørne. Alexander Falk lukker til 8-2. Et godt tværgående/dyb løb på en god aflevering fra Michael Søby.

Med venlig hilsen

Jesper Rasmussen

Holdet bestod af:

Brian Holst, Jeppe Svenningsen, Morten Mariager, Casper Broen, Karsten Bæk, Morten Munch, Nicki Madsen, Jacob Boisen, Alexander Falk, Kasper Jensen, Kristian Gadeberg, Michael Søby, Patrick Mortensen og Martin Larsen

Målscorer: Alexander Falk(3), Kristian Gadeberg(2), Nicki Madsen, Jacob Boisen & selvmål

Dagens Spiller: N/A


Horsens Boldklub